Kære Rotary Venner
Som assisterende Præsident åbnede Brian mødet.
Han ønskede Heine tillykke med fødselsdagen og Henrik Soltoft med 25 års jubilæum, som blev belønnet med et par flasker.
Henrik havde også 3 min. som omhandlede hans profession, pensionsspecialist.
Han tog os med rundt i junglen af regler for pension og opsparing, som med skiftende regeringer er i konstant forandring.
Heine indskød, at med et loft på 71.000 kr. for pensionsindbetalinger, bliver man ikke en velhavende pensionist.
Henrik fik gjort det klart, at han ikke bliver arbejdsløs foreløbig.
Inden vi spiste, meddelte Christel, at arrangementet på Albani med spisning på Anarkisten Beer&Food den 2. oktober kræver tilmelding i morgen, fredag den 20. september. Det skyldes aftaler med rundvisere. Husk at tilmelde Jer på hjemmesiden og tag ledsagere og gæster med.
Borgmester Rahbæk Juel ankom under middagen, og efter en hurtig middag gik en veloplagt borgmester på podiet, for at fortælle os om Vollsmoseplanen, som han også kaldte ”den sidste”.
Der bor 7.700 personer med 80 nationaliteter i de 6 afdelinger. 63% af de 16 til 66 årige er udenfor arbejdsmarkedet. 346 kvinder med ikke vestlig oprindelse er erklæret aktivitetsparate, men går hjemme og passer 1.346 børn. Disse børn klarer sig dårligere end danske børn i skolen.
Planen er at ændre de fysiske rammer, så man undgår parallelsamfund og fremmer vækst i job og integration.
Borgmesteren fortalte, at der skal rives 1000 boliger ned i løvtræsparkerne og mindre i Granparken. Området skal åbnes op med nye veje ind i de grønne områder. Folk skal genhuses i Civica og FAB boligforeninger, som skal have tilskud til at bygge nyt.
Det springende punkt er, om man kan tiltrække investorer til de 1600 nye ejer-/lejeboliger, der skal bygges i Vollsmose. Borgmesteren fortalte også, at en udvidelse af letbanen ind i Vollsmose ville være med til at tiltrække investorer.
Det er en ambitiøs plan, som vi koste milliarder at realisere. Borgmesteren var overbevist om, at det kan lade sig gøre indenfor en tidsramme på 7 til 8 år.
Næste møde er 25. september, hvor vi skal høre et Ego/branche foredrag ved Mads Harbo.
Venlig hilsen
Vagn Sinius
Sekretær
