Kære Rotary Venner

Præsidenten var igen på podiet og bød velkommen efter sine 3 uger i Indonesien.

De 3 min. tog Ib sig af. Han er flyttet til en gård på Nordfyn og føler sig allerede som en ”bonderøv”.

Derfor ville han referere, ”min stil om koen” lavet af Line på 11 år.

Vi morede os over Lines observationer, som f.eks. koen har 4 ben kaldet koben, dem bruger min far til at trække søm ud med, eller der findes også køer, som graver sig ned i jorden. De hedder gravkøer og lever mest byerne.

En oplagt Marketingchef, Morten Larsen fra Summerbird Internationalt, var klar til at sælge os verdens bedste chokolade.

Summerbird er skabt af Grønlykke familien, som også har stået bag Falsled Kro og Løgismose Imperiet.

Det hele startede i 1986 på Hårby Mejeri. Her udviklede man verdens fineste marcipan, som blev overtrukket med den ultimative chokolade, som man fandt i Sydfrankrig. Det blev til Summerbird Pure Amanda. Det var en succes, som blev fulgt op af nye produkter, som flødeboller og chokolade barrer. Succesen var hjemme, og i 1999 flyttede man til en helt ny fabrik i Assens og døbte vejen om fra Tobaksvej til Mandel Alle. Morten fortalte, at produkternes holdbarhed er kort, så det stiller store krav til handel, produktion og Leos fabrik, som leverer emballagen. Salget foregår gennem specialhandelen og egne udsalg. Morten fortalte også om deres udsalg i lufthavnen i Kastrup, hvor salget overgår alle forventninger.

Morten delte lækre smagsprøver ud under sin præsentation og meddelte, at vi kan købe frisk Julechokolade direkte hos ham på Mail: ml@summerbird.dk eller mobil 21776746.

Næste møde den 27. november har vi Årsmøde, og dagsorden er udsendt. Men på dette møde vil vi også præsentere det arbejde, som et udvalg med Marie, Karin, Carsten og Vagn har lavet om anvendelse af data i henhold til persondataforordningen.

Med venlig hilsen
Vagn Sinius

Sekretær